Børn og unge i kulturregion Storstrøm

Kulturaftalerne indgås for at understøtte det lokale og regionale kulturpolitiske engagement. Nedenfor kan du læse om de projekter i Storstrøms kulturaftale, der henvender sig til børn og unge.

Vision

Kulturregion Storstrøm vil sikre fortsat udvikling af både kunst og kultur med vægt på synlighed og kvalitet i forhold til både eksisterende og nye aktiviteter. Kulturaftalen skal styrke identifikationen med det nye landkort gennem udvikling af kunst og kultur, herunder bosætning, erhvervsudvikling, uddannelse og børne- og ungerelaterede aktiviteter.

Projekter

kulturtjenesten

Kulturtjenesten er nyt initiativ fra Lolland og Guldborgsund Kommuner, som giver børn og unge mulighed for at møde kunst og kultur i skole, dagtilbud og fritid. Kulturtjenesten udspringer af det tværkommunale kultursamarbejde Sund Sans over Sundet og er støttet af bl.a. Kulturaftale Storstrøm.

Tanken bag Kulturtjenesten er, at lærere, pædagoger, bibliotekarer, kunstnere og formidlere sammen styrker børns og unges kreative personlige udvikling. Kunsten og kulturen skal gøres mere levende i børns og unges hverdag.

Meningen med Kulturtjensten er at gøre det mere spændende og attraktivt for lærere og pædagoger at integrere kulturtilbud i undervisningen og i dagpasningen.

Derfor yder Kulturtjenesten også en indsats for at støtte og udvikle faglige netværk for lærere og pædagoger med interesse for kultur, og for at udvikle nye og spændende kurser og kompetenceudviklingsforløb for lærere og pædagoger.

Sund sans over sundet

Foto: Finn Brasen

Sund Sans over Sundet er et fireårigt børne- og ungekulturelt projekt, som er udviklet i et tværkommunalt samarbejde mellem Guldborgsund og Lolland Kommune.

Målet er at udvikle aktiviteter, metoder og værktøjer til at skabe en synlig, unik og stærk børne- og ungekulturel profil i regionen.

 

Udgangspunktet er at udvikle kunst- og kulturrelateret samarbejde mellem kommunerne inden for kulturaftalens indsatsområde, Børn, unge og kultur, ved at fokusere på strategisk udvikling af børn- og ungekulturen. Over tid vil alle kunstarter og kulturgenrer blive inddraget.

Projektets langsigtede mål er at skabe en unik, årligt tilbagevendende kunst- og kulturbegivenhed for børn og unge med en ny kunstnerisk og tematisk indgangsvinkel hvert år.

Projektet sigter derudover på at udvikle et interaktivt site om kunst og kultur for, af og med børn og unge fra skoler og institutioner. Målet er her at afprøve brugerdrevet innovation, brugerinddragelse samt at afprøve nye markedsføringsmetoder via børn og unges foretrukne medier. 

360 grader rundt om musikken

Projektet er et musikalsk, genrekrydsende projekt, hvor det klassiske Storstrøms Kammerensemble arbejder sammen med andre musikalske genrer.

En væsentlig del af projektet retter sig mod gymnasierne, der tilbydes særlige besøg forud for koncerterne. Her fortæller musikerne om musikken, koncerten, det at være musiker, musikalske genrer osv.

De unge deltager herefter i koncerterne, som afholdes på det lokale spillested. Hermed knytter projektet en række bånd: mellem musikere og elever, mellem forskellige publikumssegmenter, mellem gymnasier og spillesteder osv.

I 2008 spillede projektet yderligere på det landsdækkende træf for MGK-elever.
Storstrøms Kammerensemble er med sin status som basisensemble landsdelens musikalske krumtap og udnytter i projektet sine kontaktflader maksimalt.

Talentakademi Storstrøm

Talentakademi Storstrøm er et samarbejde mellem Storstrøms Kammerensemble og de fem kommunale musikskoler i Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved og Faxe.

Akademiet er et tilbud til de af musikskolernes elever, der ønsker at forbedre sig inden for den klassiske musik, og målet for den enkelte er at opnå et niveau, der gør det muligt efterfølgende at bestå optagelsesprøven til MGK (Musikalsk GrundKursus).

Eleverne på Talentakademiet har gode muligheder for at udvikle sig inden for den klassiske musik, med bl.a. mere instrumentalundervisning, sammenspil, hørelære, bevægelsesfag (SSB), foredrag om musikrelaterede emner, samt gode muligheder for at spille en række koncerter. Akademiet har et begrænset antal pladser, og optagelse sker gennem en optagelsesprøve.

Læs mere på www.talentakademistorstroem.dk

Kulturaftalen

I Kulturregion Storstrøm indgår følgende kommuner:

Faxe
Guldborgsund
Lolland
Næstved
Stevns
Vordingborg

Aftaleperiode:

1. januar 2008 til 31. december 2011.

Kontaktperson:

Kultur- og Fritidschef Klaus Michael Jensen
Tlf. 55 36 27 12
klje@remove-this.vordingborg.dk

Links:

Se kulturaftalen på Kulturministeriets hjemmeside

Kulturregion Storstrøm

Sidst opdateret  7. februar 2012