Kultur i dagtilbud

Netværkets samarbejde med kommunerne om Kultur i dagtilbud har skabt erfaringer i flere kommuner, som vi vil være med til at udbrede. Mange dagtilbud har derudover års erfaring i at arbejde med kreativitet og børnekultur.

Loven om pædagogiske læreplaner sætter bl.a. fokus på Sprog, Krop og bevægelse samt Kulturelle udtryksformer og værdier. Og Dagtilbudsloven kræver dokumentation af det fysiske, psykiske og æstetiske miljø.

Udbredelse af gode eksempler

I praksis vægter dagtilbuddene deres børnekulturelle aktiviteter og deres arbejdsmetoder meget forskelligt. Det giver en stor mangfoldighed med mange værdifulde erfaringer i en del daginstitutioner, som vi vil formidle til landets øvrige dagtilbud for at inspirere dem til at sætte børnekulturen i spil på nye måder. Nogle dagtilbud arbejder f.eks. systematisk med børnekultur eller en bestemt kunstart, og nogle har forløb med kunstnere, kvalitetsfilm, børneteater, børnehavekoncerter, dans og andre kunstformer. Børnehavebiblioteker og bogpakker er også tilbud, mange har haft glæde af.

Inspiration og videndeling

Vi vil formidle erfaringerne bl.a. via informationsmateriale, møder, seminarer og konferencer. Og vi tilbyder kommunerne at bidrage med oplæg og deltage i større lokale konferencer og møder om, hvordan kommunen kan udvikle sine børnekulturtilbud.

Nye udviklingsområder

De første skitser til kulturbørnehaver er på tegnebrættet, inspireret af de idrætsbørnehaver og musikbørnehaver, som er blevet etableret de senere år. Tanken er, at de forskellige kunstarter er det bærende element i kulturbørnehaven.

Læs også om Netværkets arbejde med:

Sidst opdateret  7. februar 2012