Vinderen af Orlaprisen 2012
02.05.2012
Årets vinder af børnenes egen bogpris, Orlaprisen, blev i fredags kåret i 'Live fra Ramasjang'. 8180 børn fra hele landet havde stemt på deres favorit til finalen. Vinderen blev Lene Kaaberbøls "Vildheks, Ildprøven".
Som optakt til kåringen havde hele landets børn fra den 16. januar til den 16. marts kunnet læse uddrag af, anmelde og stemme på 12 nominerede bøger på dr.dk/orla.
8180 stemmer blev afgivet, og dermed blev det bestemt, hvilke tre bøger der skulle i finalen og vurderes af en børnejury, der skulle udpege den endelige vinder.
Vinderen af Orlaprisen 2012 blev "Vildheks, Ildprøven" af Lene Kaaberbøl.
Dermed slog Lene Kaaberbøl Camilla Wandahl og Manu Sareen på målstregen med henholdsvis "Veninder, Ji" og "Hvad fætter gør, er altid det rigtige".
Hvert år kårer Orlaprisen også årets forfattertalent, som bliver beriget med Bette Orla-prisen. I år havde den tidligere modtager af Orlaprisen og mange gange nominerede Josefine Ottesen vurderet de indsendte historier. Med stor ros og flotte ord til vinderen faldt valget på Nina Østergaard fra Køge.
Både årets modtager af Orlaprisen og Bette Orla blev kåret i 'Live fra Ramasjang' fredag den 27.april, hvor Ramasjangbussen var taget til børnelitteraturfestival i Svendborg.
Orlaprisen er et samarbejde mellem DR og kampagnen Læselyst samt en række partnere inden for det børnelitterære felt.
Læs mere om Læselyst hos Kulturstyrelsen
Læs mere om prisuddelingen på Ramasjang



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer