Få støtte til dit børnebibliotek

27.05.2011

Fem indsatsområder til Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker 2012 er nu blevet udvalgt. Biblioteksbetjening af børn og unge er bl.a. i fokus.

Foto: Henning Hjorth

Bibliotekerne kan allerede nu begynde at forberede ansøgninger til Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker 2012.

De udvalgte indsatsområder er primært en fortsættelse af sidste års opfølgning på rapporten om folkebibliotekerne i vidensamfundet.

Biblioteksbetjening af børn
Styrelsen for Bibliotek og Medier, som administrerer udviklingspuljen, opfordrer, med indsatsområdet Biblioteksbetjening af børn, bibliotekerne til at tage afsæt i de 10 anbefalinger, som stammer fra rapporten om Fremtidens biblioteksbetjening af børn fra 2008.

Formålet er at få afprøvet nogle af de mange gode ideer og koncepter, som børnerapporten formulerer.

Biblioteksbetjening af unge
I forhold til indsatsområdet Biblioteksbetjening af unge opfordres folkebibliotekerne til at udvikle nye formidlingskoncepter og tilbud, der eksperimenterer, involverer og engagerer ”generation netværk”.

Projekterne bør tage udgangspunkt i de unges brug af såvel det fysiske som det virtuelle rum og gerne med fokus på ideen om biblioteket som stedet, hvor man mødes om det fælles tredje; den kulturelle oplevelse.

Der vil blive lagt vægt på, at projekterne har klare strategier for brugerinddragelse, deltagerkultur og PR.

Ansøgningsfristen for Udviklingspuljen er 1. november 2011.

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer