Tre år i ungekulturens tegn

11.08.2011

Ungekulturen i Danmark skal have et løft. Det er Børnekulturens Netværks mål med et nyt tre-årigt modelforsøg. Vi skal skabe nytænkende og kreative initiativer, øge unges indflydelse på kulturlivet og sikre, at gode erfaringer og metoder spredes på tværs af institutioner og geografi. Startskuddet er affyret. Nu er vi i gang.

Foto: Henning Hjorth

10 projekter har fået tilsagn om at være med i forsøget, og godt 2,8 mio. kr. er blevet fordelt imellem dem.

41 idérige og meget forskellige projekter fra hele landet har søgt om at være med i forsøget – lige fra et undervisningsprojekt med talende bænke til udvikling af ungdomskulturhuse, et bandakademi, kreative camps, ungekulturpiloter og dramauniverser.

Der er søgt støttemidler for over 13 mio. kr. Projekterne bidrager med min. 50%, og det samlede beløb for forsøget inkl. medfinansiering beløber sig på i alt 13.114.439 kr.

På tværs af kunstarter og institutioner
Musik, teater, film, litteratur, arkitektur og design – de 10 udvalgte projekter favner mange kunstarter, som bl.a. foldes ud i ungdomskulturhuse, kulturinstitutioner, folkeskoler og i offentlige rum.

De unge kan glæde sig til at sætte deres egne aftryk på projekterne og til at deltage i et hav af performances, events og kreative produktioner rundt om i landet.

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer