Orlapris og forfatterskole for unge fortsætter

12.07.2011

I løbet af sommeren 2011 slår Brønderslev Forfatterskole endnu en gang dørene op for skrivelystne unge fra hele landet. I 2012 vender børnenes egen bogpris, Orlaprisen, tilbage. De to vidt forskellige tilbud har en ting til fælles: Styrkelse af børn og unges læselyst og positive møde med litteratur.

Orlaprisen er opkaldt efter forfatteren Ole Lund Kirkegaards frække figur Orla Frøsnapper, der i sommeren 2011 er biografaktuel. Prisens formål er at give børn lyst til at læse mere og få gode oplevelser med nye, danske børnebøger.

I 2012 vender Orlaprisen tilbage, og børn over hele landet får mulighed for at stemme på deres favoritter. Traditionen tro afvikles prisen i et tæt samarbejde mellem DR, folke- og skolebibliotekerne samt en række andre aktører, der arbejder med formidling af børnelitteratur.

Mens Orlaprisen sætter fokus på børns lystlæsning, henvender Brønderslev Forfatterskole sig til unge litterære talenter, der selv skriver tekster.

Forfatterskolen arrangerer intensive sommerkurser for de mange talentfulde unge fra hele landet, der har en drøm om at blive forfatter. På kurserne får de unge undervisning af professionelle forfattere, der udfordrer dem og giver dem redskaber til at skrive tekster af høj litterær kvalitet. 

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer