Nyt visuelt gymnasium
14.12.2011
Horsens går nye veje med en ny gymnasieretning, hvor visualisering og design sættes i centrum for læring, analyse og identitetsudvikling.
Billedskolen på Horsens Kunstmuseum og Horsens Gymnasium tilbyder fra sommeren 2012 en ny studieretning, hvor eleverne kombinerer udvikling af tegne- og designkompetencer på højt niveau med en studentereksamen.
Studentereksamen tages på fire år og er adgangsgivende til de videregående uddannelser på lige fod med andre gymnasieretninger.
Studieretningen er rettet mod unge, der vil afprøve deres kreative evner i jagten på de eftertragtede pladser på de kreative videregående uddannelser: designskoler, arkitektuddannelser og kunstakademier.
Visualisering, kreativitet og design er tre gennemgående nøgleord i den nye studieretnings identitet, indhold og tilrettelæggelse. Samfundet råber på kreative og visuelt orienterede unge mennesker, og Visuelt Gymnasium Horsens ønsker netop at udvikle disse sider hos eleverne.



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer