Kulturnat i Kulturstyrelsernes hus
13.10.2011
I morgen er der Kulturnat i København. Kulturstyrelserne på H.C. Andersens Boulevard byder bl.a. på maskeworkshop for børn, sproglege, moderne jazz, og litterær café.
Vi glæder os til at byde jer velkommen i vores store og spændende hus til en aften med jazz i verdensklasse, nogen af tidens bedst sælgende forfattere, klippe-klistre workshop for børnene med illustrator Tove Krebs Lange og meget mere.
Igen i år åbner styrelserne dørene på H.C. Andersens Boulevard 2 på kulturnatten 14. oktober.
I samarbejde med Kunststyrelsen, Kulturarvsstyrelsen og Dansk Sprognævn er der sammensat et varieret program, som blandt andet byder på rundvisninger, maskeworkshop for børn, sproglege, moderne jazz, medieworkshop og litterær café i samarbejde med DR Romanklubben.
På scenen: litteratur og jazz
Dorthe Chakravarty fra Alle Tiders Historie på P1 interviewer Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Martin Jensen om to af de romaner, der bliver læst i DR Romanklubben i efteråret, 'Hildegard I' og 'Frit gennem Jylland'. Interviewet finder sted kl. 20-21.
Klokken 21.30 vil musikerne August Rosenbaum og Jakob Bro spille moderne jazz.
Medieworkshop
I vores medieworkshop, fortæller vi om tendenser inden for medieudviklingen, og hvad styrelsens rolle er i forhold til udviklingen af mediebilledet. Vi viser bibliotekernes tilbud inden for netbaserede medier som film, lydbøger, e-bøger og musik og du kan høre om udviklingen inden for digital radio, digitale aviser og internet-tv.
Klip en kulturkrone eller mal en monstermaske
For børn er der workshop med børnebogsillustratoren Tove Krebs Lange, der er kendt for de sjove og finurlige tegninger i Politikens store legebog, Anna og Lotte, Bjørnen Bjørn og Læsefidusen. Både børn og voksne kan tage med på spændende rundvisninger, teste deres sprog, finde kulturarv hvor de bor.
Se hele programmet for aftenen på Styrelsen for Bibliotek og Mediers hjemmeside
Rundt omkring i København foregår der mere end 600 aktiviteter på museer, teatre, biblioteker, ministerier, parker og pladser.



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer