Illustrator- og børnebogspris uddelt
24.03.2010
Onsdag den 17. marts uddelte kulturminister Per Stig Møller priser til illustratoren Jakob Martin Strid og forfatteren Anita Krumbach. Priserne er på 75.000 kr.
Kulturminister Per Stig Møller sagde i den anledning:
"Børn og unge bliver i dag udsat for et bombardement af vitaminfattige mainstream-indtryk fra et utal af medier. Derfor er det vigtigt, at børn bliver præsenteret for litteratur af høj kvalitet. De bøger, som vi fejrer i dag, har det tilfælles, at de er store historier. Det er bøger, som formentlig vil blive stående, længe efter at de er blevet læst eller kigget igennem."
Indstillingskomiteen for forfatterprisen består af:
Rasmus Heiberg (formand og medlem af Kunstrådets Litteraturudvalg), Zenia Johnsen, Kari Sønsthagen og Carl Christian Rasmussen.
Komiteen begrunder sin indstilling af Anita Krumbach således:
"Et mærkeligt skib er efter indstillingskomiteens mening årets mest overbevisende skønlitterære børnebog – en vigtig historie om ensomhed og nærvær. Historien handler om Elo – en barnetype, de fleste kender: det omsorgssvigtede, kærlighedshungrende og "klæbende" barn, som det er nemt at identificere sig med og finde forståelse og sympati for. Anita Krumbach tegner på relativt få sider et intenst og rørende billede af Elo. Bogen er stramt disciplineret og beskriver en smerte og en længsel, der direkte forplanter sig til læseren. Det er stor ordkunst."
Læs Rasmus Heibergs tale til Anita Krumbach.
Indstillingskomiteen for illustratorprisen består af:
Elisabeth Toubro (formand og formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg), Helle Vibeke Jensen, Kamilla Löfström og Jan Tøth
Komiteen begrunder sin indstilling af Jakob Martin Strid således:
"Med STRID har Jakob Martin Strid i sandhed skabt et illustreret værk – et værk der stort set ikke indeholder andre ord end lydord – og en perlerække af kreative og humoristiske billedfortællinger. Illustrationerne er grafisk rene som Hergé, og så er de poetiske, både i den betydning, at de vækker fantasien og følelserne hos læseren, og i den oprindelige betydning af ordet: skabende. Her får læseren også lov til at skabe – egne historier med egne ord. Strid og hans lille gule kat er gennemgående figurer i de fantasifulde og originale forvandlingshistorier fyldt med små sidehistorier og med referencer til genkendelige steder og begivenheder. Alt i alt et vidunderligt og visuelt smukt værk."
Læs Kamilla Löfströms tale til Jakob Martin Strid.



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer