Kulturministeren åbner projekt med børnecomputere

22.08.2011

Små børns it-læring er i fokus, når kulturminister Per Stig Møller tirsdag den 23. august indvier børnebibliotekernes nationale KidSmart-projekt med IBM Danmark som samarbejdspartner.

KidSmart-projektet er et samarbejde mellem Styrelsen for Bibliotek og Medier og IBM, der har doneret børnevenlige computere til 30 biblioteker over hele landet. 

KidSmart-computerne giver børnebibliotekarerne nye it-baserede metoder til at arbejde med de 3 til 6-åriges sprog, læselyst og talforståelse. Samtidig bidrager de små computermøbler til socialt samvær og integration. Projektet retter sig især mod ressourcesvage børn, der for eksempel ikke har mulighed for at få hjælp til it-læring derhjemme.

Der har været massiv interesse for de farvestrålende computere, der skal styrke de 3 til 6-åriges it-kompetencer. IBM har i løbet af sommeren 2011 sat i alt 40 KidSmart-computere op på 30 børnebiblioteker, blandt andet i Lemvig, Greve, Svendborg og Varde.

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer