Interaktivt undervisningsprojekt vandt Springfrøprisen

15.06.2011

Tre skoler har modtaget Springfrøprisen for at gøre en særlig indsats for at engagere sine elever i en kreativ proces.

Planten springbalsamin eller springfrø

Søndermarkskolen på Frederiksberg modtog den 9. juni 2011 Springfrøprisen på 25.000 kroner for et interaktivt undervisningsprojekt om monstre.

Det var anden gang, Springfrøprisen blev uddelt af Kulturministeriet og Undervisningsministeriet.

 

Prisen går til tre folkeskoler, som har udarbejdet en spændende teaterforestilling, en musical, en elevudstilling i billedkunst, sløjd, håndarbejde og eller lignende.

1., 2. og 3. præmie
Faget billedkunst dannede rammen om Søndermarkskolens vinderprojekt, som blev udarbejdet af 3.a. Eleverne har blandt andet benyttet Google Earth til at undersøge bykonstruktioner, som gav dem inspiration til de modelbyer, de har bygget og brugt som scenarie i projektet. Projektet blev livestreamet på internettet.

Ellemarkskolen i Køge modtog andenpræmien på 15.000 kroner for projektet Kroppen i bevægelse. Det er et udsmykningsprojekt af skolens SFO’s tumlesal, som 4.a, 4.b, 4.c og 5.b på skolen har skabt i fællesskab. Med blandt andet figurer klippet i sort pap, lerarbejde og store tegninger har eleverne understreget tumlesalens formål – nemlig kroppen i bevægelse.

Tredjepræmien på 10.000 kroner gik til Tingbakkeskolen i Græsted for projektet FortælleTræer, som 5.a og 5.b havde arbejdet med. På en trappevæg på skolen hænger nu en skov af træer, som er tegnet på træplader fra den lokale skov. Eleverne har arbejdet med træerne i fagene billedkunst, sløjd, håndarbejde og dansk, og hvert træ har sin egen historie.

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer