Drengelitteraturprisen 2012

23.04.2012

Hvem har de gode, nye historier til drenge? Drengelitteraturprisen, som sidste år tiltrak over 200 forfattere og satte fokus på drenges læselyst, vender nu tilbage.

Igen i år kan man få chancen for at komme med et bud på en tekst, der fanger drengenes interesse. Både professionelle og forfattere uden udgivelser bag sig opfordres til at indsende en ny tekst på højst 1500 ord senest den 2. juli 2012.

Derefter læser en komité teksterne og udvælger 5 tekster, som bliver lagt på bibliotekernes børnesite Palles Gavebod, så drengene kan læse teksterne og stemme på deres favorit.

De tre forfattere, hvis tekster har fået flest stemmer, vinder henholdsvis 1. præmien på 25.000 kr., 2. præmien på 10.000 kr. og 3. præmien på 5.000 kr.

Om Drengelitteraturprisen
Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisnings Drengelitteraturpris blev indstiftet og uddelt for første gang i 2011, hvor Michael Kamp vandt 1. præmien med gysernovellen "Telefonfis". Over 200 vordende forfattere, erfarne skribenter og skrivelystne unge deltog i konkurrencen.

Formålet med prisen er at få drenge til at opfatte læsning som sjovt og spændende frem for en sur pligt. 

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer