Billedkunstundersøgelse: Sæt en ny dagsorden!
17.11.2011
Børnekulturens Netværk har netop offentliggjort en kortlægning af området børn/unge og billedkunst, der peger på at man bør styrke indsatsen på feltet.
Børnekulturens Netværk igangsatte i sensommeren kortlægningen med henblik på at skabe et overblik over den nuværende situation og lave en række anbefalinger for det fremtidige arbejde.
Helt overordnet peger kortlægningen på, at det er vigtigt at sætte fokus på feltet børn/unge og billedkunst.
Konklusionerne viser, at området er underbelyst og rammebetingelserne ringere end for de øvrige kunstarter under Statens Kunstråd.
I folkeskole og gymnasium er faget billedkunst oppe imod hård konkurrence fra andre fag, og undervisernes faglige kompetencer er generelt set vigende.
Anbefalinger
Kortlægningen indebærer en analyse af eksisterende initiativer som eksempelvis Huskunstnerordningen, billedskolerne og billedkunstnerisk grundkursus, som udmunder i en række anbefalinger på statsligt, kommunalt og fagligt niveau.
Her et udpluk af anbefalingerne til styrkelse af området:
- Sæt en ny dagsorden – med henblik på at definere billedkunst. Hvad er billedkunst, hvilke styrker og potentialer rummer området.
- Udnyt aktivt de internationale samarbejds- og markedsmuligheder. Billedkunst er kommunikérbart i international sammenhæng, også når det gælder børn og unge. Dansk design og billedkunst er internationale brands. Her har området en konkurrencefordel frem for flere andre kunstarter.
- Medvirk til netværksdannelse blandt unge i og uden for gymnasierne med interesse for billedkunst – et seriøst, professionelt kunstnerisk forum, og herunder gerne forskellige udstillingsmuligheder af professionel karakter.
Pluss leadership har gennemført undersøgelsen.
Hent billedkunstundersøgelsen og se alle anbefalingerne (pdf)



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer