100 unge prøver kræfter med urban udvikling

29.09.2011

I workshoppen Byudvikling og Nærdemokrati skal 100 elever fra Slagelse Kommune deltage i en uge fyldt med visionsoplæg, debatter, inspiration og feltarbejde i byrummet.

Slagelse Kommune ønsker at inddrage de unge i byudviklingen. Derfor afholdes workshoppen Byudvikling og Nærdemokrati i "uddannelses-firkanten", som er et samlingspunkt for en vifte af uddannelsesinstitutioner i Slagelse by.

Workshop-ugen skal ende ud i konkrete forslag til byudviklingen, kvalificerede oplæg og konstruktive debatter sammen med byrådspolitikere, Ungeråd, fagfolk samt en ungekonsulent fra Børnekulturens Netværk.

I forbindelse med workshoppen har Slagelse Kommune indgået et tæt samarbejde med Dansk Arkitektur Center (DAC). DAC's undervisere vil guide de unge igennem ugen og give dem redskaber til at aflæse og stille spørgsmålstegn ved et byrum med de kvaliteter og begrænsninger, det har. Derudover er Street Movement tilknyttet workshoppen som inspirator.

Workshoppen afholdes fra den 10.-14. oktober 2011.

Læs nyheden hos Slagelse Kommune

Modelforsøg om ungekultur
Som en forlængelse af workshoppen deltager Slagelse Kommune med projektet Ungedreven Urban Udvikling også i Børnekulturens Netværks modelforsøg om ungekultur. Ungedreven Urban Udvikling skal være med til at skabe stærkere bånd imellem unge og kulturinstitutionerne i kommunen. Formålet er, at de unge bl.a. skal være med til at kvalificere kunst- og kulturaktiviteter for, med og af unge.

Ungedreven Urban Udvikling deltager sammen med ni andre projekter i Børnekulturens Netværks nye modelforsøg om ungekultur. Projektet er bevilliget 400.000 kr. til at ansætte unge studentermedhjælpere på en række lokale kulturinstitutioner. Målet med ansættelserne er, at de unge skal være med til at genoplive døde byrum.

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer