Børnekultur i Sverige

De nordiske lande minder strukturelt og politisk meget om hinanden, og man kan med fordel hente inspiration i de andre nordiske lande til arbejdet med børnekultur i Danmark.

Nedenfor kan du læse om nogle af de børnekulturelle initiativer, der foregår i Sverige.

Bolla - svensk børne- og ungekulturportal

Websitet udbyder en række af de samme ting som Børnekulturportalen. På den svenske portal kan du finde nyheder, reportager, projekter, fakta og inspiration om børne- og ungekultur.

Palatset - kulturhus for børn 6-18 år

Palatset består af 50 rum på 8 etager, som fyldes med alle mulige forskellige aktiviteter. I huset er en biograf, et tv- og radiostudie, et musikstudie, en scene, et boghjørne og meget mere. På værkstederne kan børnene skabe deres egne kunstværker.

Udover det daglige personale bliver der hentet både professionelle og uetablerede kunstnere ind udefra, så børnene løbende bliver udfordret på mange forskellige måder.

Palatset fokuserer på medinddragelse, således er der skabt en VIPP gruppe - Very Important Palatset People af børn mellem 6 og 18 år, som tager beslutningerne på forskellige områder. 

Skapande skola

Skapande skola er et statsligt støttet initiativ, der har til formål at styrke skolens samarbejde med det professionelle kulturliv. Målet er at skabe et varigt samarbejde.

Skapande skola giver bidrag til tre slags kulturindsatser; indkøb af professionel kultur, elevers egen produktion og samarbejde mellem kulturlivet og skolen. I 2011 omfatter satsningen klassetrin 1 til 9.

TioTretton - Et nyt bibliotek for unge mellem 10 og 13

Foto: Andreas Burmester

TioTretton åbnede i februar 2011 og har vist sig at være en stor succes. Det er verdens første bibliotek for de 10-13-årige, hvor hverken forældre eller små søskende er velkommen. Der er således skabt et rum udelukkende for tweens.

På biblioteket er der bl.a. computere, indspilningsstudie, medielab, bøger, symaskiner, brød og skuespil – resten er op til brugerne selv!

Rum för barn

Kulturhuset i Stockholm har et bibliotek og aktivitetssted for børn op til 10 år. Når man går ind på biblioteket, bliver børn såvel som voksne bedt om at tage tage deres sko af. 

De forskellige genrer af bøger er inddelt og illustreret af figurer og billeder, så børn, der endnu ikke kan læse, også forstår kategoriseringen.  

Ud over at være almindeligt bibliotek er der fyldt med læsekroge og huler. Desuden foregår der en masse aktiviteter for både helt små børn og de lidt større (male-workshop, lydinstallationer osv.). 

Sidst opdateret 28. marts 2012