Fakta om børneteater

På denne side kan du læse om, hvordan børneteaterområdet er organiseret.

Statens Kunstråd og Kunststyrelsen administrerer statens tilskud til teaterområdet. Staten refunderer 50 % af kommunernes udgifter ved køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende teater.

Kunststyrelsens Scenekunstcenter er sekretariat for Refusionsudvalget og udbetaler refusion af kommuners udgifter til køb af børne- og voksen opsøgende teater (Teaterlovens §25). Det er som udgangspunkt Refusionsudvalget, der beslutter, om en forestilling kan godkendes til refusion.

Børneforestillinger er defineret som forestillinger produceret for børn til og med 16 år.

Refusionsordningen er desuden beskrevet i Teaterlovens § 25

UBOT: Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater

Udvalget fomidler de forestillinger, som via refusionsordningen er godkendt til støtte. Det gælder både de forestillinger, der opføres på de stationære børneteatre, og de forestillinger, der opføres på skoler, børneinstitutioner, biblioteker mv.

Udvalget består af tre medlemmer, som udpeges af Kulturministeren efter indstilling fra Børneteatersammenslutningen, Foreningen Af Små Teatre og Danmarks Teaterforeninger.

Teatercentrum

Teatercentrum er et proaktivt kompetencecenter, der varetager området børne- og opsøgende teater og formidler information om de teatre, der spiller for børn og unge.

Teatercentrum kan hjælpe med oplysninger om teater for børn og unge, om turnerende teater, om refusionsordningen og om praktiske forhold omkring det at arrangere teaterforestillinger. Teatercentrum rådgiver desuden ministerium, regioner og kommuner og enkeltpersoner i sager, der vedrører teater for børn og unge.

På Teatercentrum findes desuden sekretariat for ASSITEJ Danmark , den danske afdeling af den internationale børneteaterorganisation ASSITEJ.

Teatercentrum udbreder kendskabet til børne- og opsøgende teater gennem:

  • Den årlige Festival - teater for børn og unge
  • Børneteateravisen.dk - en internetportal som næsten dagligt opdateres med nyhedsartikler, aktuelle reportager og anmeldelser af nye teaterforestillinger
  • Den Røde Brochure - oversigt over børneteatrenes repertoire. Udkommer hvert år i april måned.
Sidst opdateret  7. februar 2012