Aftalen har især fokus på:
- Kultur og Læring
- Kultur og Sundhed
- Kultur og Natur
I indsatområdet Kultur og Læring indgår et særligt fokus på børn og unge. Formålet med indsatsområdet er:
- At vække børn og unges appetit til at opsøge og forholde sig til kunst og kultur
- At skærpe borgernes kreative sanser
- At oplære i kulturelt demokrati: På baggrund af erfaring
med kunst og kultur inspireres borgerne til aktivt
og selvstændigt at vælge blandt kulturelle oplevelser
og muligheder
En lang række af de nye projekter i kulturaftalen med Kulturregion Vadehavet henvender sig direkte til børn og unge.
Nørdernes Klub! Nye veje til inspiration
Undervisningsforløb med børn fra kulturregionen i samarbejde med naturvejledere, ornitologer, havbiologer, geologer og historikere. Sideløbende mødes børn og udvalgte kunstnere, som guider børnene til at omsætte den viden, som de har fået, i en kunstnerisk proces, ex. billedkunst, dans, musik og teater. Projektet afsluttes med en kunstnerisk opførelse.
I Fremtidens Lys
Specialklasseelever, elever fra folkeskoler og musikskoler i kulturregionen arbejder med kreative musikalske processer i tværfagligt projekt, hvor de via arbejdet med kunsten reflekterer over fremtiden. Eleverne komponerer musik til kunstværker samt kortfilm og lyrik, hvorefter der afholdes en række koncerter, hvor de fremfører deres musikværker og evt. tilhørende dramatisering.
Børn, Kultur, Bevægelse: Din Kirke, Din Kultur
Udvikling af tværfagligt aktivitets- og undervisningsforløb til 4-6 årige børnehavebørn, 0.-3. klasse samt 4.-6. klasse. Børnene færdes i kulturhistoriske læringsmiljøer. Læringsrummet er den kulturhistoriske bygning kirken og kirkegården. På børnehave-området bruges bevægelsen som lærings- og tolkningsredskab af både tid og rum. På skoleområdet tilegnes viden, færdigheder og holdninger skabt gennem oplevelser, handlinger, dialog og refleksion. Der udvikles konkrete aktivitets- og undervisningsforløb, hvor der indgår temaer fra de pædagogiske læreplaner, ligesom flere af folkeskolens fag vil indgå.
Vadehavets kultur og natur i samspil med ungdomsuddannelserne
Målgruppen er de 16-19 årige, der går på en af de ti ungdomsuddannelsesinstitutioner i kulturregionen. Projektet vil sikre, at områdets unge opnår viden om vadehavsregionens unikke kultur og natur. Der udarbejdes et katalog over, hvad kultur- og naturinstitutioner kan tilbyde af læring i relation til ungdomsuddannelserne, ex. udstillinger, rundvisninger, foredrag, feltarbejde osv. Tilsvarende udarbejdes et katalog over gæstelærere og foredragsholdere til fællesarrangementer, ex. fra Syddansk Universitet og egnens museer.
Unge coacher unge
Projektet vil give unge projektmagere i kulturregionen mulighed for at gennemføre et kulturprojekt med en ung ressourceperson som coach. Kulturprojektet kan være indenfor alle genrer og har til hensigt at frigøre den kreative ungdomskulturenergi, som udfoldes i eksempelvis ungdomsklubber, samt opmuntre og bistå regionens unge ildsjæle, der ikke har netværket til at komme ud med deres kreative budskab/produkt, til at turde realisere deres ideer. Samtidig vil projektet give de unge projektmagere tillid til regionens "formelle kulturaktører" og medvirke til at øge interessen for at udfolde sig i ungdomskulturen.
Kunst af unge, for unge, med unge - KAUFUMU
I erkendelse af at unge mennesker har et stort kreativt potentiale, ønsker kulturregionen at støtte ikke-kommercielle kulturarrangementer skabt af unge mennesker, for unge mennesker, med unge mennesker i alderen 13-25 år. Kulturarrangementet kan være inden for alle kunstgenrer.

