Børn og unge i Kulturring Østjylland

Kulturaftalerne indgås for at understøtte det lokale og regionale kulturpolitiske engagement. Nedenfor kan du læse om de projekter i Kulturring Østjyllands kulturaftale, der henvender sig til børn og unge.

Vision og fokusområder

Visionen for kultursamarbejdet er, at Kulturring Østjylland skal være ”et godt sted at være”. Kulturregionen vil sikre en positiv udvikling på kulturområdet fremover, der også medvirker til at udvikle Kulturring Østjylland som et attraktivt sted for bosætning og erhvervsudvikling.

En af de seks fokusområder er børn og kultur, med ønsket om:

  • At udnytte og udvikle de kulturfaglige kvalifikationer i de seks kommuner. På tværs af kommunegrænserne dannes forskellige børnekulturelle netværk
  • At invitere kulturtilbuddene indenfor i institutionen – børnehave og skole
  • Udvikling af forenings- og fritidstilbuddenes rolle på børnekulturområdet.

Kulturringen afholder Børnekulturelle Inspirationsdage i 2009 - 2012

Én gang årligt i kulturaftalens forløb, afholdes en fælles inspirationsdag med foredrag og forskellige praktiske workshops inden for kunst, musik, dans, film og teater.  Inspirationsdagene giver et bud på både tradition og fornyelse, samt hvordan man kan videndele og samarbejde. Inspirationsdagene tilbydes personalet fra daginstitutioner, skoler, museer og biblioteker.

Projekter

Musik-, kunst- og kulturskoler

Formålet med projektet er at starte en proces, der skal lede mod dannelse af kulturskoler i deltagerkommunerne. Kulturringen ønsker flere steder, hvor børn og unge kan arbejde med kunst og kultur.

I projektet indgår udvikling og afvikling af kunstneriske undervisningstilbud, hvor lokale kulturinstitutioner og kulturaktører bidrager. Målgruppen er børn og unge op til 25, tilsvarende målgruppen for musikskoleundervisningen i kommunerne.

kultur i børnehave og skole

Kulturtilbud i institutionen – børnehave og skole. Der skal én gang årligt afholdes fælles inspirationsdage med foredrag og forskellige praktiske workshops inden for kunst, musik, dans, film og teater.

Inspirationsdagen tilbydes personalet fra daginstitutioner, skoler, museer og biblioteker. Deltagerne får inspiration til at gå hjem i deres institution/skole mv. og igangsætte nyskabende børnekulturelle udfoldelser, ligesom der inspireres til aktiviteter på tværs af institutioner og kommunegrænser.

Ungdomsteater

Der tilrettelægges et teaterprojekt med ca. 75 forestillinger, hvor samtlige elever i 7.-10. klasse i projektperioden fra 2011-2012 skal have mindst ét teatertilbud af høj kunstnerisk kvalitet.

Kulturaftalen

I Kulturring Østjylland indgår følgende kommuner:

Favrskov
Norddjurs
Odder
Samsø
Skanderborg
Syddjurs

Aftaleperiode:

1. januar 2009 til 31. december 2012.

Kontaktperson:

Afdelingschef Ingrid Lankstead
Tlf: 87 92 22 06
auila@remove-this.samsoe.dk

Links:

Se kulturaftalen på Kulturministeriets hjemmeside

Kulturring Østjylland

Sidst opdateret 27. april 2012