Filmkonkurrence for skoleklasser
12.06.2012
Igen i år præsenterer Lommefilm sammen med TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses solkampagne den landsdækkende filmkonkurrence "Sluk Solariet".
Konkurrencen løber af stablen fra 27. august til 21. september 2012, og i den periode er det muligt for interesserede klasser at deltage i gratis film-workshops, hvor unge lærer at lave film på mobiltelefoner.
Workshops'ene er primært henvendt til 6. og 7. klassetrin, de er af fem timers varighed, foregår ude på skolerne og styres af en underviser fra Lommefilm.
Desuden vil klassen modtage besøg af en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solgruppe, der vil informere eleverne om farerne ved solariebrug.
Hovedpræmien er et professionelt filmhold fra det aarhusianske produktionsselskab Picturewise, som sammen med eleverne forvandler den lille lommefilm til en film i biografkvalitet. Den færdige film bliver vist i biograferne fra november 2012.



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer