Odsherred Kommune – LANDET – should i stay or should i go?
LANDET er et anderledes projekt skabt i samarbejde mellem Odsherred Bibliotek, Odsherred Teater og Odsherreds Kulturhistoriske Museum. Det har som overordnet mål at skabe en professionel teaterforestilling kombineret med en udstilling/installation baseret på unge i Odsherreds historier.
LANDET skal skabes i et jævnbyrdigt samarbejde med de unge.
Projektet skal derfor eksponere de unges egne personlige historier for at skabe et projekt, som fortæller historien ud fra de unges perspektiv. Både som interaktiv proces med de unge, som dokumentation, som udstilling og som teaterforestilling.
Læs mere om LANDET på Odsherred Teaters hjemmeside
Se LANDETs blog med undervisningsmateriale
Rapport om ungeliv i Odsherred
Johanne Floris Christensen har stået for at researche og skrive rapporten, der bl.a. bygger på interviews med unge om deres liv og udgør inspirationen til udstilling og forestilling.
Opfølgning på projektet
Næsten 2000 mennesker så forestillingen LANDET og mange flere så udstillingen. Projektet har involveret rigtig mange af Odsherreds borgere og er derfor også medvirkende til at der nu arbejdes på, at de unge i Odsherred kan få et hus, hvor de kan mødes og selv præge de aktiviteter, der skal foregå.
Netværkets begrundelse for at støtte projektet LANDET
Børnekulturens Netværk har valgt at støtte projektet, fordi det tværinstitutionelle samarbejde mellem Odsherred Teater, Odsherred Kulturhistoriske Museum og Odsherreds Bibliotek kan være med til at udvikle dialogformer, som kan styrke de unges engagement i kunst og kultur i lokalområdet samt styrke dialogen og samarbejdet unge og kulturinstitutioner imellem.
Børnekulturens Netværk har en særlig interesse i projektet, fordi der tilknyttes en etnolog, der indsamler materiale og dokumenterer hele projektforløbet. Der bliver således udarbejdet et fyldigt dokumentationsmateriale, dels om de unges liv, færden og drømme og dels om metoden med inddragelse af unge i den skabende proces. Ydermere bliver der lavet en filmet dokumentation af processen.
Projektet skaber således gode muligheder for videndeling både om målgruppen unge og om projektets metode og proces.



