Det danske EU-formandskab

På denne temaside kan du finde information om de kulturelle arrangementer, der foregår under det danske EU-formandskab, og links til relevante websites. Desuden kan du læse om den europæiske inspirationskonference, som Børnekulturens Netværk afholder i anledning af formandskabet.

Danmark leder i første halvår af 2012 for 7. gang arbejdet blandt EU's medlemslande. Danmark markerer EU-formandskabet med en række kulturelle arrangementer.

Europæisk inspirationskonference

I anledning af det danske EU-formandskab afholdt Børnekulturens Netværk den 19. april 2012 konferencen "Access to Art and Culture throughout Childhood and Youth".

Konferencen bragte politikere, forskere, embedsmænd, kunstnere og formidlere sammen i København for at drøfte kunst og kultur for børn og unge.

Formålet var at inspirere deltagerne til at forsætte arbejdet med kunst og kultur for børn og unge og at styrke synergien på området.

Hovedtemaet for konferencen var ideen om en "fødekædetankegang". 

Fødekædetankegangen kan illustreres som en rød tråd, der løber gennem flere led i et livsforløb og sikrer, at børn og unge møder kunst og kultur gennem hele deres opvækst.

Konferencen blev afholdt på engelsk.

Kulturel markering af EU-formandskabet

Markeringen sætter fokus på dansk film, dansk kulturarv og den danske udsmykning af Rådsbygningen Justus Lipsius i Bruxelles. Desuden afholdes der omkring 200 kulturelle arrangementer rundt om i Europa.

Danish Cinema / Cultural Impact

Europæiske filmelskere kan opleve dansk film og filmkultur på tætteste hold under det danske EU-formandskab.

De senere år har danske film vakt genklang hos et internationalt publikum. Under EU-formandskabet får europæiske skolebørn, cineaster, fagfolk og filmtalenter endnu flere muligheder for at møde dansk filmkultur i al sin mangfoldighed.

Europæiske fortællinger

På sitet "1001 fortællinger om Danmark" kan du læse mere end 40 fortællinger om, hvordan dansk kulturarv er påvirket af europæisk kultur – og omvendt. Du kan selv bidrage til sitet med dine oplevelser af steder i Danmark.

I temaet "Europæiske Fortællinger" fortælles der i tekst, lyd og billeder om mere end 40 steder i Danmark, som er påvirket af europæisk kultur - og om, hvordan danske kunsterne, arkitekter og videnskabsmænd har bidraget til europæisk kultur.

Udsmykning af rådsbygningen Justus Lipsius

Det danske formandskab sætter fra januar til udgangen af juni 2012 fokus på moderne og innovativ dansk kunst, kunsthåndværk og møbler. Udsmykningen er et resultat af et samarbejde mellem det danske formandskab, Statens Kunstfond og Danish Crafts, to officielle organisationer under Kulturministeriet.

Natur, minimalisme, fantasi og innovation er kendetegnene ved dansk kunst og design, og den danske udsmykning viser en udvalgt buket af eksempler.

Sidst opdateret 26. september 2012