Kulturarv

Tema: Børnekultur og integration.

Alle børn har en kulturarv

Høje-Tåstrup Kommune vil med projektet 'Alle børn har en kulturarv' udvikle et helt nyt koncept for formidling af kulturarven sammen med Kroppedal Museum. Projektet sætter fokus på opbrud og lange linjer, krig og fred, handel og produktion, landsby og metropol, indvandring og hjemstavn.

Målgruppen er unge i folkeskolens 7.-10. klasse. Med en stor andel af nydanskere i Høje-Taastrup kræver formidlingen af den fælles historie en særlig tilgang. De unge skal deltage aktivt i skabelsen af deres identitet gennem udvikling af en fælles historie- og samfundsforståelse, og temaerne skal styrke de unges kendskab til både deres lokale historie og den nationale historie.

Projektet er en del af Børnekulturens Netværks modelkommuneforsøg.

Kulturelt Kvarter i Køge

Kulturelt Kvarter er Køge Kommunes nyeste børnekulturelle tiltag og en del af Børnekulturens Netværks modelkommuneforsøg. Målet er at sikre, at alle børn og unge deltager aktivt i kulturelle aktiviteter. Det skal være med til at fremme social og etnisk integration.

Forsøget fokuserer på kulturarv og kultur- og naturhistorie som temaer, der vil bidrage til, at børnene i højere grad oplever sig som integrerede. Der bliver gennemført en række aktiviteter i to boligsociale kvarterer for at øge kendskabet til det bymiljø og kulturlandskab, der omgiver børnene, og den kulturhistorie og kulturelle arv, de lever i og er en del af.

Sidst opdateret  7. februar 2012