Dansk Skoleidræt
Dansk Skoleidræts formål er generelt at fremme folkesundheden. Det sker ved at støtte og udvikle skolens undervisning i idræt, arbejde for øget kvalitet og fremme fysisk udfoldelse i skolens hverdag ud over den obligatoriske idrætsundervisning. Konkret søger Dansk Skoleidræt:
• At give eleverne større muligheder for at opleve glæde ved idræt og fysisk udfoldelse.
• At motivere til ansvarsfølelse for egen fysisk og intellektuel udvikling.
• At informere om sammenhænge mellem levevis og sundhed.
• At tilbyde idræt for alle elever i alle skoleformer.
• At tilbyde idræt som en mangfoldighed af færdigheder, holdninger og udtryk.
• At placere idræt som en del af dansk børnekultur.
Sæt skolen i bevægelse
Sæt Skolen i Bevægelse! er et nyt initiativ fra Dansk Skoleidræt. Med initiativet opfordres der til, at alle elever i løbet af deres skoledag lever op til Sundhedsstyrelsens og WHO’s anbefaling om mindst 60 minutters daglig bevægelse.
Dansk Skoleidræt har i samarbejde med lærere fra skoler over hele landet indsamlet og udarbejdet mere end 100 øvelser, der skal fungere som inspiration til bevægelse i klasserne. Øvelserne retter sig mod en række af skolens største fag i 0.- 8. klasse, og langt de fleste af øvelserne kan integreres i timerne, uden at skoleskemaet ændres. Herudover er der udarbejdet nogle ideer til lege i frikvartererne og til elevernes vej til og fra skole.

