Fakta om børn og musik

Statens tilskud til musikområdet administreres af Statens Kunstråd og Kunststyrelsen. Midlerne til børn og unge går bl.a. til musikskoler, Musikalsk Grundkursus og skolekoncerter.

Musikskoler og MGK

Alle kommuner skal tilbyde musikundervisning i en kommunal eller selvejende musikskole. Musikskolerne opererer efter nogle vejledende retningslinjer for musikskoleundervisning og standardvedtægter for musikskoler, som er udfærdiget af Kulturministeren i samråd med Kunstrådet.

Musikalsk Grundkursus (MGK) er et treårigt overbygningskursus til musikskolerne. De musikalske grundkurser er finansieret af staten på 17 større musikskoler fordelt over hele landet. MGK har til formål at uddanne musikudøvere, der kan stimulere det lokale musikmiljø og forberede eleverne på en videregående musikuddannelse på konservatoriet. MGK kan søges af 14-25-årige.

I Kunststyrelsen er ansat en musikskolekonsulent, der følger udviklingen på området og bistår Kunstrådet i den praktiske udmøntning af musiklovens bestemmelser om musikskoler.

Skolekoncerter og LMS

Formålet med skolekoncerterne er at give eleverne mulighed for at høre levende musik, som bliver opført og formidlet pædagogisk af professionelle musikere.

LMS - Levende Musik i Skolen er en selvejende institution, der i 1992 blev oprettet som et landsdækkende center for skolekoncerter. Kontoret har i dag det primære formål at producere, udvikle og afvikle koncerttilbud med professionel musik for børn og unge til kommuner, skoler og spillesteder.

LMS finansieres primært af tilskud fra Kunstrådets Musikudvalg og betaling fra skoler og kommuner for koncerter.

Links

En musikscene - mange genrer

Kulturministeriets musikhandlingsplan 2012-2015 har bl.a. fokus på den unge elite og på talentpleje på musikskolerne.

Se handlingsplanen

Sidst opdateret  9. november 2012